#Metoo

Jeg har de seneste dage set dette #metoo florere rundt på Facebook. #Metoo er hashtagget for kvinder der har været udsagt for sexual assault. Dette kan være i alle afskygninger. For mig alle tænklige situationer hvor en kvinde føler at der bliver gået over hendes grænse.

Jeg er en pige som altid har været en del af storby livet og gået i byen siden jeg var 16 år gammel. Jeg har mødt rigtig mange mennesker, Kvinder, mænd, i alle farver og alle aldre. Jeg har oplevet at have fået et klap i røven så mange gange at man til sidst nærmest ikke syntes det er en ualmindelig opførsel men bar en “almindelig” ting man som kvinde kan blive udsat for. Jeg har hver gang forsvaret mig selv og min krop og jeg får altid dette smidt i hovedet “Slap af” jeg har endda oplevet at blive kaldt for luder fordi at jeg sagde fra da jeg ikke syntes at det var okay at pågældende fyr tog mig. Konfronterede ham med det. Hans holdning til situationen var at jeg skulle slappe af og at jeg var en luder.

Senest for nogle uger siden var jeg i byen med nogle veninder. Vi havde haft en utrolig hyggelig aften hvor vi havde spist på Zirup og tog på At Dolores efterfølgende. Da jeg er på vej ud fra Toilettet er der en fyr med meget store arm bevægelser der bumper ind i mig. Jeg reagere ved at sige “Hold da op, du er godt nok stor om skuldrene” Han reagere ved at tage fat om mit ene bryst og sige “Det er du godt nok også” – I øjeblikket han tog fat i mit bryst overskred han min grænse. Jeg syntes ikke at det var okay på nogle måde at han skulle rage på mig. Han havde, ham fyren som jeg ikke anede hvem var, lige taget på mig. Han havde mærket på mig. Han havde rørt min krop. Han havde på alle tænklige måder overtrådt så stor en grænse for mig at klappen faldt ned. Jeg kunne ikke lade det ligge.

Jeg tog fat i ham og spurgte ham om hvad han havde gang i. Hans forsvar var at det havde jeg jo også gjort med ham. Jeg forklarede denne fyr af en idiot at jeg ikke havde rørt ham, blot kommet med en kommentar omkring hans store armbevægelser og hvordan han kunne retfærdiggøre dette ved at tage på mig. Da jeg ikke vil give slip på emnet, så begynder han at spille op til at vi skulle slås. Endnu engang er jeg fuldstændig målløs og må simpelthen spørge ham om han er seriøs og om han virkelig vil prøve at retfærdigøre situationen nu ved at vi skal slås. Mand mod kvinde. Kvinde mod mand. lige her. Midt i gangen til toiletterne. Hans kammerater kommer nu ham til undsætning.

Jeg forklarer dem hvad der er sket. Deres svar er “Roooolig nu” “Slap nu af” “Det er okay” – Nej, det er fandme ikke okay på nogle måder. Det fandme ikke okay at han uden nogen skam i livet sætter hele klør fem omkring mit ene bryst og mærker sig frem. Jeg skal fandme ikke slappe af og jeg skal på ingen måde og under ingen omstændigheder tage det roligt.

Jeg forstår ikke hvorfor han ikke bare kunne have været en mand og givet mig en undskyldning og indrømme hans fejl istedet for at begynde at spille op til kamp. WTF!

Min aften sluttede brat der. Jeg havde på ingen måde lyst til at feste videre med mine veninder. Jeg ville hjem.

Jeg var så ked af det. Jeg følte mig trådt på og ydermere følte jeg at min situation blev latterlig gjort. Jeg kunne bare slappe af. Jeg følte at mine følelser omkring hele situationer blev gjort til grin for det var jo okay det hele. Jeg følte ikke at mine følelser blev taget seriøst.

Jeg nægter simpelthen at tro på at fyren fra min aften syntes at det havde været ligeså ligegyldigt hvis det var sket for hans veninde som han var sammen med den aften. Det kunne måske også være at han havde en lillesøster som kunne være ligeså uheldig at møde en fyr som ham selv eller en mor, kusine, tante etc.

Seksuel krænkelse sker og det sker hele tiden. Det sker i alle former og afskygninger. Det er ikke situationer som skal dæmpes, køles ned eller latterliggøres på nogen måde. Det er et menneske med følelser som bliver udsat for dette. Et menneske som har ret til at sige fra uden at skulle blive gjort til grin med.

Jeg håber at opmærksomheden omkring dette vokser i takt med at flere og flere kvinder deler ud af deres historier.

 

#METOO!

Skærmbillede 2017-10-22 kl. 20.01.55

 

Reklamer

Jeg glemmer at mærke mig selv

I dag er det fredag. Og jeg har fri. Fri fra arbejde og fri for aftaler. Så da jeg vågnede denne morgen føltes jeg lettelse og en afslappende fornemmelse i kroppen. Jeg vågnede kl. 07.15 ca, og nu kl. 10.15, ligger jeg stadig i sengen. Gardinerne var kl. 10.00 stadig trukket for. Jeg åbnede vinduet satte mig i vindueskarmen og tog en dyb indånding. Jeg åbnede op for mine sanser, jeg var i nuet og jeg betragtede min situation som den var, stille og uskyldig. Bilerne på Vigerslev Allé drøner forbi i hastighed, mens cyklerne langsomt prøver at følge med i hverdagens stres. Men der sad jeg. Med morgen, hår, oversize t-shirt og et ansigt så indtørret som en rosin efter nattens søvn.

Det gav mig lyst. Lyst til at skrive. Lyst til at være fri og begive mig ind i min verden hvor jeg kan være mig. Ind i min verden hvor jeg kan sætte mine følelser ned på digital papir.

Jeg fik i de korte 10 minutter lov til at mærke mig selv og give mig selv tid. Tid til at være stille for en stund uden at skulle forholde mig til noget som helst. Hverken, veninder, venner, arbejde, træning, familie eller sociale medier. Jeg skulle absolut intet forholde mig til udover mig selv og mine sanser.

Dette fik mig selvfølgelig til at tænke at jeg ofte ikke har tiden, pladsen eller overskuddet til at tænke på mig selv. Da det ofte er alle andre der fylder hele min hverdag. Hvis det ikke er min veninder der fylder, så er det min familie og hvis det ikke er familie så er det arbejde. Det ene overtager det andet og der er aldrig rigtig en mulighed for at jeg giver mit eget væsen den ro og den plads som mit væsen har behov.

Jeg føler lidt at jeg er nødsaget til at tilføje at der er mange af de ting der sker i min hverdag og i min fritid er ting som jeg selv kaster mig ud i, projekter som jeg selv takker ja til og ting som jeg selv opfordre til at gøre, jeg tager det fulde ansvar for den stres jeg nu engang ofte får og har, alle de ting jeg har gang i gør jeg af kærlighed. Kærlighed for min familie, kærlighed for mine veninder og kærlighed for at hjælpe andre mennesker der har behov for det. Om det er en fremmed på gaden eller om det er en kollega. Jeg gør de ting jeg gør fra hjertet og ikke fordi at folk udefra pådutter mig disse ting.

Men netop fordi at jeg gør disse ting, så glemmer jeg ofte mig selv. Jeg glemmer ofte kærligheden til mig selv. Jeg glemmer at fokusere på de helt bitte små ting som gør mig glad. Jeg ved ikke noget bedre end at være helt alene, tænde nogle stearinlys, sætte noget god musik på med en afslappende vibe, åbne en flaske vin og sætte mig ned foran min digitale dagbog og lade det hele flyde ud. I det øjeblik, der mærker jeg mig selv allermest. Der er ingen andre til at påvirke mig udefra. Det er kun mig. Mine tanker, mine følelser og mine sanser. I det øjeblik elsker jeg mig selv allermest.

Den følelse har jeg ikke haft i mange måneder. For der har ikke været plads til mig. Mit hjerte gør faktisk lidt ondt i øjeblikket som dette bliver skrevet. For man burde ikke glemme sig selv. Man burde altid sætte sig selv først og altid fokusere på sig selv og tage sine egne behov først.

Jeg tror på, at hvis du ikke sætter dig selv først og sørger for at pleje dig selv, så har du også rigtig svært at pleje andre forhold som betyder noget for dig.

Jeg ved i hvert fald at hvis jeg ikke plejer mig selv og giver mig selv tid og plads til at være mig, så bliver jeg en rigtig dårlig veninde, kollega og endnu værre en rigtig lorte datter.

Mit svigt til mig selv, har også resulteret i at jeg flere gange har skubbet min mor væk, når hun har taget kontakt til mig. Jeg har svaret meget kortfattet på hendes sms’er og når hun har spurgt om hun måtte ringe til mig har jeg afvist hende på en kærlig måde og sagt at jeg ikke har haft overskuddet og at jeg elskede hende. Min mor, fordi min mor er så dejlig og forstående som hun er, har sagt at hun forstod, men jeg kender min mor. Det gør ondt på hende. Det gør ondt i hendes hjerte og hun til dels føler sig afvist af mig og fordi at hun bliver bekymret.

Men de simple 10 minutter i min vindueskarm gjorde underværker. Mine tanker på digital papir gør underværker og giver mig fornyet energi og har ladet mine batterier halvt op.

Jeg skal blive bedre. Bedre til at være i nuet og mærke mig selv.

 

 

Nu vil jeg ringe til min mor….

 

4 pr. ark den 12-08-2016 kl. 12.50 (kompileret)

Jeg føler mig ikke god nok

Jeg har lige siden jeg var helt lille haft tusinde ideer omkring hvad jeg ville når jeg blev stor.

Min drømme skiftede fra den ene dag til den anden. Da jeg var mindre og vi i folkeskolen skulle skrive på et lap papir hvad vi ville når vi gik ud af skolen, så ville jeg være, danser, make up artist og advokat.

Jeg blev aldrig nogle af delene. Eller jo, lidt vel.. Jeg danser når jeg er glad, høre musik eller er fuld, jeg lægger selv min egen make-up og i nogle tilfælde andres make up og har altid været min egen advokat J Haha.. Anyways, det er dog ikke noget jeg har uddannet mig til og fået et bevis for.

I folkeskolen og i mine skole år senere hen, var jeg aldrig typen der kunne lide at række hånden op, også selvom jeg vidste at svaret var rigtig. Nok fordi at jeg var bange for at mit svar alligevel ikke var rigtigt og hvad nu hvis de andre kiggede mærkeligt på mig og hvad nu hvis de ville grine af mig og tænke at jeg var dum. Så jeg lod vær. Jeg sad tilbage og var passiv, på den måde var der ingen der kunne sige noget. Udover mine lærere som brokkede sig over at jeg ikke var nok aktiv i timerne. Senere hen i mine teenage år blev jeg stoppet på gaden, af en mand, med et kamera om halsen. Han mente at jeg have potentiale til at blive model, og siden jeg var lille har jeg altid elsket at være foran et kamera og har altid sprunget ind foran folk når der skulle tages billeder, nå men jeg havde min mor med til min første foto session og jeg elskede det. Jeg elskede opmærksomheden og jeg elskede resultaterne. Jeg elskede at få lagt en flot make up og jeg elskede hele arbejdet omkring man skabte smukke billeder.

Jeg vidste med det samme at det var noget jeg ville gå videre med og få taget en masse billeder og øve mig. Jeg arbejdede sammen med nogle forskellige hvor begge vores interesse lå i at skabe flotte billeder. Jeg arbejdede gratis for fotografen og omvendt. Det gav mig en del erfaring, men ikke nok til at jeg tænke at det er nu jeg laver min portfolio, også fordi at jeg vidste at jeg aldrig ville være god nok til at arbejde inden for high fashion da jeg altid har haft former og på daværende tidspunkt skulle man være tynd som et sugerør før man fik en chance. Jeg vidste at jeg egnede bedst til at lave glamour billeder, dvs. Sexede billeder, bikini og undertøjs billeder.

Men igen, jeg fandt hele tiden en undskyldning for hvorfor jeg ikke fik bygget min portfolio op. Så var jeg for tyk (Jeg vejede 54 kg på det tidsunkt. Med brede hofter, vel og mærket), eller så ville jeg ikke have at mine forældre skulle se den side af mig.

Jeg hyggede mig dog altid med det, når jeg stod foran kameraet, men ligeså snart at billederne skulle offentlig gøres, fik jeg en knude i maven. Jeg var altid mega hamrende nervøs og jeg følte en form for dårlig samvittighed og skyldfølelse over at være glad og stolt over det jeg havde lavet.

Jeg blev dog ved fordi at det var det jeg kunne elskede at lave. Jeg medvirkede i diverse musik videoer, primært for opkommende artister og i en reklame for MTV.

I mine start 20’ere, blev jeg kontaktet af endnu en fotograf. Yderst professionel og meget dygtig. Han ville gerne skyde billeder af mig. Dette gav jeg ham lov til og jeg tog ud til hans studie og vi fik skudt nogle smukke billeder og noget af det mest naturlige jeg nogensinde har lavet. Kort efter deltog jeg i et reality program der kørte på Tv3 der hed Fristet. Jeg elskede at være af sted, det var en fed oplevelse jeg mødte nogle dejlige mennesker og jeg fik prøvet mine grænser af til det yderste. Igen da jeg kom hjem og programmet skulle til at gå i luften fik jeg en klump i maven og nervøsiteten kom igen med 180 km i timen. Nu kunne hele Danmark endnu engang dømme mig og JA! Jeg er godt klar over at det høre med når man stiller op på tv, men det ændre ikke at jeg er et menneske med følelser og at jeg også bliver nervøs, får ondt i maven og kan blive ked af det når folk sviner mig til.

Nå men, programmet kørte i 3 måneder og jeg var på skærmen man-tors i 3 måneder. I de tre måneder voksede min selvtillid enormt meget, jeg begyndte igen at blogge, jeg begyndte at holde en del møder med fotografen som jeg havde skudt billeder med før Fristet og vi lagde en plan for mig. Han troede på mig og han ville hjælpe mig med at blive en stjerne. Jeg var med på den og der var dollar tegn of stjernestøv i mine øjne …..

Lige indtil jeg igen fik ondt i maven og blev nervøs og jeg bakkede ud.

Dette mønster har gentaget sig lige siden jeg var 14 år gammel. Jeg føler ikke at jeg er god nok og hvorfor skulle folk finde min interessant. Jeg er jo bare en kvinde på 27 år som er fra Vigerslev i Valby.

Jeg har haft adskillige projekter, adskillige drømme og adskillige mål, men jeg er bange. For hvad hvis jeg ikke er god nok. Jeg er bange for hvad folk tænker om mig. Jeg har altid givet udtryk for om andres meninger om mig ragede mig en papand men sandheden er det at det gør det. Folk nu til dags er så onde og tilsviner hinanden på sociale medier og det kan jeg sagtens tage, lige præcis det rager mig en papand. Men folk som jeg kender, folk som kender mig fra området jeg er vokset op i, folk som jeg gik i skole med, folk som jeg er vokset op sammen med, min familie, mine veninder, venner og kollegaer, de skræmmer mig – Det er dem jeg er bange for.

Jeg er bange for at de tænker ”Hvad tror hun, hun er”? , hun er ikke en rigtig model, hun er ikke en rigtig blogger og hun har altid troet at hun var noget etc. Etc.

Jeg har lært efter at jeg er blevet ældre at hvad andre folk tænker om mig har intet med mig at gøre men at det kun har noget med dem selv at gøre. For hvem er de til at komme og dømme mig og hvordan kan det nogensinde være deres problem hvad jeg vælger at bruge min tid på.

At ændre sin indstilling til sig selv omkring noget der sidder så dybt i en ændre sig ikke fra den ene dag til den anden. Det tager tid og det kræver at man overskrider sine egne grænser skridt for skridt.

Et af mine skridt er blandt andet at skrive denne blog, og allerede mens jeg skriver dette begynder klumpen i maven at samle sig, tanken om at skulle poste dette indlæg og lukke andre så dybt ind i mine tanker er grænseoverskridende, men samtidig noget jeg elsker.

At jeg ikke føler mig god nok har intet at gøre med at jeg ikke har haft kærlighed og støtte med hjemmefra. Det har jeg haft. På to forskellige måder. Fra min mor og fra min far og bonus mor! Min mor har altid støttet mig og troet på mig uanset hvilket skøre ideer jeg nu end er kommet med, hvor min far og bonus mor derimod mange gange måtte hive mig ned på jorden hvis jeg nu f. Eks kom med en drøm om at jeg skulle være enhjørnings tæmmer J Haha.. De har mange gange prøvet at få mig til at se realistisk på tingene og at altid ønsket at jeg fik succes.

Det er en underlig blanding, for jeg har selvværd og jeg har selvtillid. Jeg ved hvad jeg er værd og jeg ved at jeg er en smuk kvinde og det er noget som jeg altid har haft med mig, men alligevel føler jeg ikke at jeg er god nok, og ligeså snart klumpen kommer og nervøsiteten melder sig, så trækker jeg mig ind i min skal, ind i min comfort zone, hvor ingen kan dømme mig, og nedgøre mig og mit arbejde.

Jeg har i over 13 år nu tilsidesat mine drømme og mål, fordi at jeg er en kujon. En lille kujon der stikker halen mellem benene og det skal være slut nu.

Jeg er færdig med at være så hård ved mig selv, da jeg nok i sidste eneste er min værste kritiker, jeg er færdig med at straffe mig selv når jeg fejler og jeg er færdig med at tænke over hvad andre folk tænker om mig. Jeg er færdig med at misunde andre for deres ”nosser”, jeg vil udleve mine drømme, jeg vil på ingen på være realistisk. Jeg vil drømme stort og jeg vil blive ved med at drømme og kæbe med næb og klør for at nå mine mål. Jeg nægter at se tilbage på mit liv og ønske at der var noget jeg havde gjort anerledes. Det første skridt er at poste nogle af de billeder jeg tidligere har lavet. Nogle af dem har aldrig set dagens lys. So here goes! …

.. Så kom klumpen i maven… Og nervøsiteten! ..  Fuck..!

 

Skærmbillede 2016-01-03 kl. 23.29.53Skærmbillede 2016-06-08 kl. 20.52.11Skærmbillede 2016-06-08 kl. 20.46.24Skærmbillede 2016-01-03 kl. 23.29.29Skærmbillede 2016-06-08 kl. 20.46.09IMG_6799IMG_0461IMG_1103

 

Nogle mænd er nogle hunde!! 


Jeg er desværre gået hen og blevet syg. Vi snakker snot næse, hovedepine, svimmelhed og ondt i halsen og kører derfor pencilen kur. Jeg brugte hele mandagen i sengen og jeg lå og fik så evigt ondt af mig selv og aldrig har jeg følt mig så alene. Jeg var virkelig ynkelig og selvom jeg er en voksen kvinde på 27 år så har jeg åbenbart stadig brug for nogle tager sig af mig når jeg er syg. Vi ved allesammen hvem der er den bedste til den opgave, MOR! 
Jeg valgte derfor at slæbe mit syge kadaver ned til stationen for at hoppe på toget mod Sydsjælland for nu skulle jeg have noget moderlig kærlighed. Vejret er langt om længe blevet til at man kan have bare ben, så jeg hoppede i en kjole, så jeg ikke ville dø af hedeslag og få det endnu mere dårligt af varmen. 
Ikke længe efter jeg har sat mig i toget med musik i mine øre (Jeg tager aldrig offentlig transport, uden høre bøffer) kommer der en mand hen til mig og spørger mig på engelsk “Do you you want to go to the toilet” – Jeg tabte kæben og anede ikke hvad jeg skulle svare til at starte med. Normalt ville jeg stjerne helt ud og have stukket ham en på siden af skrinet, men jeg frøs.. 
Svarede ligeså stille og roligt nej hvor efter han svarede “Okay, but om going” Super tænkte jeg. Det var først da han var gået at det gik op for mig hvad det egentlig var han spurgte mig om. 
Satme og da han så kommer tilbage fra toilettet går direkte forbi mig for at komme tilbage igen og sætte sig direkte overfor mig. Jeg kunne mærke hvordan han stirrede på mig og stirrede på mine bare ben og mine blottede lår. 
I et kort øjeblik sad jeg egentlig og gav mig selv skylden fordi at min kjole nu egentlig havde et højt slids i indtil fornuften kom tilbage til mig at det aldrig nogensinde kunne være min skyld at han har et forskruet syn på kvinder og antager at man bare går med på toilettet hvis man spørger. 
Min kjole var hverken for kort eller slidset i mi. Kjole var for højt, det var ham som burde have dårlig samvittighed og ikke mig. Nu havde min kjole lange ærmer og høj hals og på ingen måde udfordrende og selvom den så var mega udfordrende og mine bryster var ved at vælte ud af den burde han stadig have en smule form for respekt og ikke tro at alle kvinder er villige til at gå på toilettet med en fremmed mand.
Fair nok at der bliver kigget, det gør vi alle. Men når det når til grænsen hvor vi kvinder ligefrem bliver utilpasse og føler at vi skal dække os til i en flyverdragt 140 graders varme så bliver jeg harm. 

Mit enormt udfordrende outfit idag! 😂

Jeg elsker…. Mig selv!

The minute you learn to love yourself, you wont want to be anyone else, dette var et quote jeg tidligere postede på Facebook. Jeg hørte det i en takke tale Rihanna, holdte til et award show, og det ramte noget i mig med det samme, for det er sådan jeg har det. Jeg har virkelig ikke lyst til at være andre end mig selv. Jeg elsker mig selv.

At elske sig selv er ikke på den der overfladiske måde hvor du kigger dig selv i spejlet og tænker du er guds gave til alle og virkelig føler den. Haha… Det er en følelse. En følelse af selv kærlighed. En følelse der gør at du føler at uanset hvordan andre folk har det med dig, så er du cool, for hvad andre har at sige omkring dig, har intet med dig at gøre.

Jeg er hverken psykolog, psykiater terapeut eller noget helt fjerde. Jeg er et menneske. Et menneske som har haft en del opture og nedture, jeg har fået en del ”tæsk” på min rejse igennem livet, men jeg har børstet slagene af mig, rejst mig og kommet videre, for derefter at få ”tæsk” igen og derefter igen rejst mig og børstet det af mig igen. Jeg har arbejdet en del med mig selv, min fortid og alle mine følelser omkring den og de mennesker som evt. Har været en del af dette.

Jeg har lært at tilgive, jeg er ikke typen der bærer nag og jeg har en dyb forståelse for hvordan og hvorfor tingene er sket som der er og hvad det har udviklet sig til at være.

Jeg har på min 27 årige lange rejse igennem livet, været igennem kæreste sorger, depression, stres, følelsen af ensomhed, svigt, flere kæreste sorger og skuffelse.

Men jeg bærer ikke nag. Jeg har tilgivet og jeg er kommet videre. Jeg tilgav ikke for det andet menneske skyld, men for min egen. For så længe jeg holdt fast i fortiden, så ville jeg aldrig komme videre.

Jeg bildte mig selv ind at jeg vidste hvad jeg var værd, men alligevel lod jeg folk træde på mig og udnytte mig. Jeg lod folk tage min godhed for min svaghed og hver gang jeg endte jeg med at stå tilbage med en nar hat på og jeg følte gang på gang at jeg stod på en scene med en hat på hvor der stod IDIOT på med store bogstaver og at publikum sad på rækkerne og pegede fingre af mig og grinede af mig. For hver gang jeg fik den følelse, lukkede jeg mere og mere i. For at beskytte mig selv og for ikke at lukke andre mennesker ind i mit liv. For så længe at jeg holdt dem på afstand, så kunne de ikke komme ind under huden på mig og jeg ville derfor ikke ende på scenen med idiot hatten på.

Et usundt mønster udviklede sig og det jeg egentlig ønskede i mit liv udelukkede jeg. Kærlighed og dybe forhold. Dette mønster blev ved indtil at jeg mødte denne fyr. jeg så noget til ham over en periode og jeg blev rent faktisk blev glad for ham. Han ringede en dag til mig efter nogle uger fra hinanden og fortalte hvordan han havde det med mig og mente at jeg var kvinden for ham og at vidste at han havde været en idiot overfor mig, jeg tilgav ham. På det punkt for min egen skyld men også for hans skyld. Vi så derfor hinanden igen. Nogle dage efter talte vi sammen igen og tonen var en helt anden. Jeg var fuldstændig uforståelig over for ændringen af hans opførsel og da han slutter af med at sige at han havde sagt de ting han havde sagt var fordi at så fik han netop det han gerne ville have fra mig. Normalt ville det have været som at få en kniv stukket i hjertet, men for mig var det en øjenåbner. Jeg vidste i det øjeblik at jeg elskede mig selv. Vi sluttede kontakten med det samme og har ikke talt sammen siden. Jeg hader ham ikke, tværtimod. Jeg er taknemmelig. Taknemmelig for at han ved sin utrolig dårlige opførsel overfor mig fik mig til at se at et menneske som ham ikke fortjener et menneske som mig. Jeg ved hvad jeg er værd og jeg ved at jeg er et godt menneske som ikke fortjener at blive behandlet så respektløst.

Jeg har efter det brugt meget tid på at arbejde med mig selv og lære mig selv bedre at kende for hver dag der går. Jeg føler at jeg er vokset personalemæssigt ekstremt meget på virkelig kort tid. Fordi at det er vigtigt for mig. Min første prioritet er mig selv.

Jeg føler at jeg på nuværende tidspunkt ser folk på en anden måde, med fornyet energi, med glæde og jeg føler glæde i min hverdag. Min attitude og holdning til andre mennesker har ændret sig og jeg bruger så lidt tid på drama og situationer som bringer negativitet i mit liv som overhovedet muligt.

For mig, handler livet om at leve i nuet og om at leve et liv så positivt som muligt. Jeg vil se muligheder og ikke begrænsninger. Jeg vil elske. Jeg vil elske mig selv, min familie, mine veninder, mine kammerater og med tiden en kæreste. Jeg vil have oplevelser, jeg vil være i fred med mig selv, og jeg vil blive ved med at gøre gode ting for mig selv. Jeg vil pleje min krop og mit sind og være den bedste version af mig selv.

Jeg er ikke perfekt og bliver det aldrig perfekt. Men hvem er egentlig også det. Jeg ønsker virkelig at alle enten elsker sig selv eller i hvert fald vil gøre et forsøg på at se deres værd. Mit syn på livet har ændret sig og jeg ønsker for alle at opleve denne dybe kærlighed for dem selv.

Happy sunday ❤

XxIMG_1710

Der er noget galt!

Denne verden er dybt forskruet og jeg er målløs. Her forleden fangede jeg min lille niece på 6 år i at tage lipgloss på, det får hun lov til at lege med engang imellem, men derefter bad hun mig at gå fordi at hun skulle tage en selfie. Jeg kunne selvfølgelig ikke holde mig væk, og det var som at se mig selv, tage et selfie. Hun lignede et lille voksent menneske.

 

Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Til dels syntes jeg det var yderst morsomt, men samtidig havde jeg mest lyst til at tage hende, omfavne hende og bede hende om aldrig at blive voksen. Tiden flyver afsted, og jeg føler at det var i går at hun tog sine gummistøvler forkert på og at hun ikke kunne sige Moster, så det blev til Mosti i stedet.

 

IMG_2343

 

 

FullSizeRender

 

Men hele situationen fik mig til at tænke. Tænke over hvilke forbilleder vi kvinder er for de her små piger som en dag også vokser og bliver til voksne kvinder. Hvilke værdier er det vi gerne vil opdrage de her piger med.

 

Vil vi virkelig gerne være de forbilleder der lærer dem at de ikke er smukke uden dullegrej? Eller vil vi gerne opdrage dem til at have det godt med dem selv både med og uden make-up?

 

Jeg oplevede for kort tid siden i en gruppe jeg er medlem af på Facebook som handler om make-up og tips omkring Make-up, der var en pige som havde lagt et billede op af sig selv, hun ville gerne have feed back på hendes make-up. Hun afslutter med at skrive at hun er 10 år gammel, så folk skal lige bære over med hende.

 

Jeg tabte kæben.. Bogstavelig talt.. 10 år og feed back på make-up? Ikke nok med det, kommenterede flere af de kvinder som var en del af gruppen opslaget med om hun ikke liiiige skulle have plukket hendes øjenbryn til? Der væltede jeg nærmest ned af stolen og fik min kaffe galt i halsen.. The fuck? – Jeg troede nærmest ikke mine egne øjne. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke ”skrev du virkelig lige det”? – Men det gjorde de, og de mente et dybt seriøst. Det var ikke til at fatte. Der nu også en del som skrev at hun var smuk som hun var og hun ikke skulle gøre noget ved hendes bryn. Administratoren af gruppen, blev ved med at slette de ”positive” kommentarer og derefter skrive at alle kommentarer der ikke var relevante for opslaget ville blive slettet og at vi skulle forholde os til spørgsmålet.

 

Der fik jeg psykose og en hjerneblødning på samme tid.

 

Det kan simpelthen ikke være rigtig at vi som voksne kvinder ikke kan stå op for og forsvare vores små kvinde mennesker, beskytte dem og fortælle dem at de er smukke som de er. Med sammenvoksede øjenbryn eller ej.

 

IMG_1981

 

 

IMG_1982

 

Tænk hvis der var nogle der havde sagt det til hendes datter. Jeg ved præcis hvordan jeg havde reageret hvis der var nogle der havde oplyst min datter om hvordan hun skulle se ud. De havde fået en opsang fra de varme lande og en F finger med på vejen. Det ville skære dybt i mit hjerte hvis folk talte sådan til min datter.

 

Jeg bliver edder gal i skralden, måske er det bare mig der er emsig, men jeg syntes at vi har et ansvar. Et ansvar at de små mennesker som skal gå i vores fodspor lære at vokse op med nogle smukke og sunde værdier. At de vokser op og lærer at elske dem selv for hvem de er og hvordan ser ud og ikke for hvad make-up gør ved dem eller for at få et andet menneske til at kunne lide dem.

 

Jeg forstår at der er forskel på at få lov til at lege, udklæde sig og gå rundt i sin mors stilletter, det gør alle små piger, de ser op til deres mødre og alle andre kvinder i deres liv, men der må være en grænse mellem leg og til at de i en alder af 10 år skal have bekræftet deres make-up af en gruppe kvinder som intet bedre har mellem ørene end at kritisere en 10 årig!

 

 

Hvis jeg en dag er så heldig at få mine egne børn, så vil jeg kæmpe med ild og sjæl for at de forbliver børn og forbliver barnlige så længe som muligt. Børn har for travlt og er for ivrige efter blive vokse. Det er sørgeligt.

 

Xx

Endnu en blog?

Det er altid skræmmende når man skal til at kaste sig ud i noget nyt. Især hvis man vælger at dele det med andre. Det er, undskyld mit sprog, fucking nervepirrende. Især hvis man som jeg altid har tænkt over hvordan det ville blive taget imod og hvordan folket ville tænke, hvis jeg udtrykte mig på en bestemt måde som ikke faldt i god jord hos dem. Det er altid skræmmende når man ønsker at udtrykke sig, uanset hvilken måde man gør det på, om det er fordi man skriver blogs, bøger, sang tekster, digte eller hvad det nu end kunne være, fordi det er en process man skal igennem. Det hele er super fedt til at starte med, så læser man det igennem igen og der har jeg en tildens til at syntes at det er noget værre lort jeg har skrevet, jeg vælger derfor at lægge det hele væk, når jeg så vender tilbage og læser det igennem igen, så kan jeg endnu engang mærke at mit hjerte er med mig. Fordi at man lægger så meget tid, energi og følelser i det man skriver, så vil man også gerne have at andre kan mærke det man har lagt i det.

Dette blogging univers er ikke noget nyt for mig, jeg startede min første blog da jeg var 21 år, uvidende og jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle bruge den til, jeg hygge skrev og fortalte om min hverdag osv. Ganske kedelig og uden form for indhold. Min blog nummer to startede jeg kort tid efter jeg havde deltaget i et reality program på Tv3, den var også ganske kedelig og havde nok heller ikke det store indhold. Jeg tror mere jeg gerne ville ridde på bølgen som alle andre gjorde, men det var ikke nok for mig, jeg stoppede derfor også denne blog, da jeg ikke følte at jeg havde hjertet med i det og jeg følte mig mere ”tvunget” til at lave en blog om mode og livstil, for det var jo sådan en blog de andre piger havde.

Hva’så nu? Hvad skal gøre denne blog interessant? Godt spørgsmål.. Svaret til spørgsmålet kender jeg ikke. Jeg ved ikke hvad andre syntes er interessant, eller hvad der muligvis kan falde i god jord hos læseren, men en ting ved jeg at jeg lige siden jeg startede min første blog som 21 årig, har elsket at skrive og mit hjerte lægger i at skrive om nogle dybere ting, nogle ting som giver mening, men også om ting som på ingen måde giver mening for mig. Ting som jeg ønsker svar på, eller ting som er soleklare for mig. Jeg vil skrive om mine tanke og de ting som lægger mit hjerte nært. Om min blog med tiden udvikler sig til nogle andre ting, det kan jeg ikke vide på forhånd..

Så derfor, har jeg besluttet mig for at skrive igen. Ikke fordi jeg keder mig, ikke fordi at jeg tror at jeg er journalist, psykolog, terapeut, supermand, verdens mand eller noget helt 10. Nogle vil elske det jeg skriver, andre vil hade det. Nogle vil sikkert blive stødt, andre kede af det eller sure, eller tænke at jeg hverken har ret eller kan tillade mig at skrive omkring visse emner, og det er helt okay, for det er min blog. Hvis man ikke kan lide lugten af bageriet, er man velkommen til at købe brød et andet sted! 😉

Jeg kommer til at lukke op for nogle af mine dybeste tanker og det er pisse hamrende skræmmende, men jeg kan simpelthen ikke blive ved med at leve i skyggen af frygt.

Jeg springer ud i det! Det er nu eller aldrig! Enten så flyver jeg, eller så falder jeg og hvis jeg falder, så rejser jeg mig igen!

Vi skrives,Facetune